Til forældre
Forudsætningerne for, at vi overhovedet kan lave halfester for de unge, er Jer forældres opbakning. Hjælp os og Jer selv med at halfesterne forbliver. Både at Jeres unge deltager i halfesterne og at I bakker op om konceptet.
Ingen forældre-hjælp er lig med ingen halfest – det er også god information til Jeres unge, når de helst ser, i ikke deltager som hjælpere til festerne.
Derfor er opfordringen:
- Meld Jer som hjælper til halfesterne.
- Meld Jer ind i styregruppen.
- Støt halfest i Årslev med et beløb.
Send en mail til futterneiaarslev@gmail.com, med info om at I ønsker at hjælpe til
Billeder til halfesten
Der vil blive taget billeder til halfesterne. Billederne er primært til de unge selv. Vi lægger billederne på facebook, under gruppen FUT i Årslev, hurtigst muligt efter festen. Desuden kan udvalgte billeder blive anvendt som blikfang på hjemmesiden og evt. på foldere, plakater og lignende.
Kontakt til forældrene under festen
Det er meget vigtigt, at vi kan komme i kontakt med Jer forældre i løbet af halfesten. Dvs. mellem kl. 21.00 og 01.00 skal vi kunne få fat på Jer.
Forældrehjælp til halfesterne
Halfesterne er en god mulighed for Jer forældre til at sende Jeres unge mennesker til fest under tygge rammer.
Tilmeld jer som hjælpere
Det at I melder jer som hjælpere til halfesten betyder, at I sættes på en liste over forældre der har mulighed for at hjælpe ved halfesterne.
Ca. 2 uger før hver halfest udsendes en e-mail til alle på listen og her kan man konkret melde tilbage om man har mulighed for at hjælpe til den kommende halfest.
Det eneste I skal gøre for at tilmelde jer listen er, at sende en e-mail til: futterneiaarslev@gmail.com.
Jeres unge mennesker har brug for at I bakker op om halfesterne ved at tilmelde Jer som hjælpere – Ingen forældrehjælp er lig med ingen halfest.
Hvad betyder det at være forældrehjælper
Det at være forældrehjælper betyder at man hjælper til ved én – evt. flere halfester – i løbet af en sæson. Og det er faktisk rigtig hyggeligt.
Man hjælper med praktiske ting før, under og efter halfesten. Det kan være at stå i baren, stå i garderoben, opstilling af borde og stole, holde opsyn, oprydning efter festen mv. Vi mødes ca. kl. 20.00 i Årslev hallens cafeteria (festen er fra 21.00-01.00) og er færdige ca. 01.30. Er vi flere kan nogen evt. gå hjem tidligere. Vi har professionelle dørmænd til alle halfester.
“Vores opgave til festerne er ikke at ånde de unge i nakken. Vi skal være de usynlige voksne, som giver de unge lov til at feste, have det sjovt og hygge sig under trygge forhold”
Personer fra styregruppen vil altid være til stede ved halfesterne. Det er styregruppen der har det overordnede ansvar ved halfesterne.
Bring og hent Jeres unge
For at sikre, at Jeres unge mennesker kommer sikkert til og fra halfesten, vil vi opfordre Jer forældre til at bringe og hente jeres unge. Det er Jeres ansvar, at de kommer sikkert frem til halfesten og sikkert hjem igen.
Vi kan ikke tage ansvar for, hvad der sker efter festens afslutning og de har forladt hallen.
Alkohol
Det er helt og holdent Jer forældre, der har ansvaret for hvor meget de unge har med af alkohol til halfesten.
Det kan anbefales, at der laves fælles regler i klasen og evt. i forhold til anbefalinger fra SSP konsulent.
Vi kontrollerer ikke, hvor meget de enkelte har med. Men der udleveres dog max 2 genstande i timen og max 5 genstande i løbet af hele aftenen. Bar personalet vurderer altid, hver gang der udleveres alkohol, om deres tilstand er, så de kan få udleveret mere eller “der skal holdes en pause”. Vi dokumenterer til hver enkelt fest, hvor mange genstande der er udleveret til den enkelte fordelt pr. time.
Forfester
Det at gå til fester indebærer også af og til, at de unge deltager i forfester. Halfesten i Årslev har ikke ansvar for om og evt. hvad der indtages af alkohol for den unge til forfester. Det er igen Jer forældre, der har ansvaret sammen med Jeres unge at få aftalt, hvad der evt. må drikkes af alkohol i løbet af hele aftenen – både til forfest og til selve halfesten. Få evt. lavet aftaler med de forældre hvor forfesten holdes i forhold til hvad der må indtages.
Drikkelse til halfesten
I må medbringe både sodavand (og det er der mange der gør) og alkolhol til halfesterne.
Hvis I medbringer alkohol, må I IKKE medbringe ren spiritus. Medbringer I flasker må de ikke have været åbnet inden halfesten. Er de det, kan I ikke få udleveret noget herfra.
Under festen gælder følgende regler for udskænkelse af alkohol:
- Vi udskænker max 2 genstande pr. time og max 5 genstande i løbet af hele aftenen. Bar personalet vurderer altid den unges tilstand inden udleveringen. Vurders den unge for beruset, udleveres ikke noget og der må "holdes en pause".
- Der udleveres kun 1 genstand pr. gang.
- Vi dokumenterer alt der udskænkes til den enkelte fordelt pr. time.
- Drikkevarer udskænkes aldrig i glasflasker.
- Drikkevare for den enkelte skal medbringes i pose som afleveres til baren ved ankomst til festen (det er forældrenes ansvar hvor meget alkohol den enkelte har med).
Forsikring
Halfesterne er ikke omfattet af forsikring for hverken ting- eller personskade eller tyveri. Det er egne forsikringer, der dækker eventuelle skader, ting mv.
Det er dog vores opfattelse, at der ikke opleves meget, hverken tyveri eller at der sker ting- eller personskader til halfesterne.
Hvad går pengene til
Alle indtægter fra indgangsbilleter, sponsorater og frivillige indbetalinger går ubeskåret til afholdelsen af halfesterne. F.eks. til leje af hal, diskotek samt diverse udgifter til evt. temafester mv.
Meld dig ind i vores facebook gruppe og modtag invitationer til fester, se billeder fra tidligere FUT fester mm.
Kontakt os på mail: futterneiaarslev@gmail.com